angst

7 stærke råd mod angst

Hvorfor bliver du ved med at tro at du kan bestemme over mig? Tror du jeg er dum? Jeg har bevist så mange gange at jeg er stærkere end dig!

1.8.2018

Hvis ikke du orker at læse min historie før jeg kommer til rådene eller hvis du synes at du har for travlt. Så giv dig ekstra god tid til at læse det hele :)

Jeg har haft angst. Jeg har lyst til at sige HAR fordi den altid vil være en del af mig....

Den lammer og siger at du skal blive hjemme. Den siger at du er for svag, at verden er farlig og at du ikke kan det du gerne vil.

Min angst kom af stress. Bivirkningerne af min stress hed angst - socialfobi - agorafobi (frygt for åbne pladser med mange mennesker) og frygt for alt andet som krævede at jeg ikke blev hjemme.

Da jeg havde det værst kunne jeg ikke komme ud af min seng. Jeg græd og gemte mig for verden under dynen. Det eneste jeg tvang mig selv til var at aflevere mine børn og hente dem igen hvis ikke andre kunne gøre det for mig. Jeg tog også ud og handlede - hvilket var et rent helvede. Jeg var så angst for at blive set af nogen og risikere at de ville snakke til mig. At se andre i øjnene var noget af det sværeste.

Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde tirsdag den 5. oktober 2010. Fredagen før måtte Christian (min fantastiske mand) hente mig på arbejdet fordi jeg var bange for at køre hjem. Min krop rystede og jeg kunne ikke se klart. Alligevel tog jeg afsted igen mandag morgen...... Men tirsdag måtte jeg altså smide håndklædet i ringen.

Da jeg var sygemeldt havde jeg konstant dårlig samvittighed. Alt var gennemsyret af det. Jeg havde det så skidt med at svigte mine kolleger og mine chefer der stolede på mig. Jeg troede faktisk at deres verden ville bryde sammen uden mig. Selvfølgelig gjorde den ikke det. Ingen er uundværlig på en arbejdsplads.

Mine børn... ak ja hvor skal jeg begynde. Matias var kun 5 år og Tilde 2 år. Det gør sgu ondt at tænke på. Jeg var jo slet ikke til stede. De led under mit fravær. Men jeg kunne ikke rumme dem. Alligevel var de den største årsag til at jeg tvang mig selv ud af sengen hver morgen. De var min største drivkræft. Jeg er ked af at jeg ikke kunne være der for dem. Men jeg var nødt til at være noget for mig selv først for at kunne få det bedre.

Og stakkels Christian. Han ringede hjem hver dag for at sikre sig at jeg var i live. Jeg fik strenge ordrer på at tage telefonen hver gang og hvis jeg ikke svarede ville han køre hjem med det samme. Det sidder stadig dybt i ham. Uden hans evige støtte og kærlighed havde jeg nok givet op undervejs. Han er min klippe og faste grund under fødderne.

Hvordan startede det så? For meget arbejde? Krævede mine chefer for meget af mig? Ja og nej. Jeg var en usikker pleaser der ikke havde et plak forstand på hvem jeg var. Jeg forstod slet ikke mig selv og mine tanker. Jeg kendte ikke mine grænser og jeg var stadig tynget af sorg og stress pga. ubearbejdede følelser fra vores datters og flere andre nære familiemedlemmers død.

Jeg følte mig helt grundlæggende ikke tryg. Jeg var usikker på verden og på hvem jeg skulle være for at passe ind i den. Jeg prøvede hele tiden at lave om på mig selv fordi jeg troede at jeg ikke var god nok. Når jeg så samtidig havde chefer der ikke kunne se dette ja så var det den direkte vej nedad. Især fordi jeg troede at en stærk karriere og en vej til tops var garanti for anerkendelse og en følelse af værdi inderst inde. Så jeg tog imod hver en chance for at få mere ansvar.

Min stress skyldtes altså ikke mit arbejde. Det var bare den udløsende faktor. Den berømte dråbe der fik bægeret til at flyde over. 

Faktisk blev min sygemelding startskuddet til en fantastisk rejse ind i mig selv. Her startede mit nye liv med selvudvikling, selvindsigt og en masse AHA og øjenåbnende oplevelser.

Jeg sagde mit job op onsdag den 5. oktober 2011. Præcis 1 år efter min første sygedag. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle men jeg vidste bare at jeg måtte væk der fra.

Det var ikke menneskerne der var problemet men jeg følte ingen glæde ved det længere. Jeg havde indset at jeg var en person hjemme og en helt anden person på arbejdet. Jeg var ikke tro mod mig selv og den slags selvvold bliver vi dårlige af.

Jeg gik hjemme fra december 2011 til august 2012 hvor jeg startede på VUC i Slagelse fordi jeg ville videre på studiet som ergoterapeut. Var jeg rask da jeg startede i skolen? Nej! 

Jeg havde brugt 9 måneder på at stresse over hvad jeg skulle. Jeg stressede konstant. Selv det at lave frokost var stressende. Det skulle jo gå stærkt så jeg kunne nå at slappe mere af...... Min krop var ætset igennem af angst og adrenalin og diverse andre hormoner der bare skriger FLYGT!

Jeg startede i skolen uden at vide hvor kæmpestort det ville blive for mig. Forestil dig at gå fra en stille hjemmedag til et lille klasselokale fyldt til randen af 30 elever der snakkede, larmede, havde følelser som de viste åbenlyst og højlydt.

Jeg var konstant bange og nervøs. Hvem skulle jeg snakke med? Hvem skulle jeg være for at passe ind? Var der overhovedet nogen der gad mig? Kunne jeg klare alle de krav der blev stillet... osv. osv.

Jeg måtte det første stykke tid ty til musik i høretelefoner for at kunne lukke alle de andre ude når det var værst.

Vendepunktet kom ca 2-3 måneder efter skolestart. Her begyndte jeg at åbne op overfor de der sad tættest på mig. Jeg forklarede om min stress og angst. Kort tid efter gik det op for mig at jeg selv havde valgt skolen - at jeg selv bestemte. Skolen var til for mig og ikke omvendt. Det var ligesom om der var noget som klikkede på plads inderst inde. 

Herfra gik det bedre og bedre. Jeg åbnede mere og mere op for den glade, fest og farverige samt humørfyldte Betina.

Jeg endte med at tage en fuld HF og det brugte jeg tre år på. Jeg læste altså ikke til ergoterapuet alligevel. Men er blevet fuldstids selvstændig som Dyrehvisker med vildt mange bolde i luften hele tiden.

Skolen lærte mig at snakke med andre mennesker og at jeg er dygtig til andet end kommunal forvaltning. Før havde jeg ikke den store tiltro til mine boglige evner. Men jeg opdagede at jeg faktisk er rigtig god til alt hvad jeg interesserer mig for. Lige fra matematik, kemi, fysik til historie, dansk osv. Fedt!

Det er sand fornøjelse at kunne sige til mine børn at jeg nok skal hjælpe dem med deres lektier når de kommer højere op i klasserne. Det at kunne forklare ting for dem og føle at jeg bidrager med en masse i deres liv er  dejligt.

Der var pludselig andre mennesker som viste interesse for den jeg er og ikke for hvad jeg kunne. Jeg lærte nogle super gode mennesker at kende og jeg fik lyst til livet igen. Jeg nød at lære nye ting hver eneste dag. Min angst blev bare mindre og mindre. 

Så fik jeg mod på at træne igen og jeg blev stærk og følte mig sund. Min fitness træning var jeg stoppet med 1½ år før jeg blev sygemeldt. Sådan noget havde jeg jo alt for travlt til.....

Jeg lærte at tale foran mange mennesker ved tavlen og holde det ene foredrag efter det andet. Og det blev bare lettere og lettere at stå der.

Så hvad gjorde jeg egentlig for at tæmme min angst?

1. Jeg så den i øjnene! Selvom den gav mig koldsved, kvalme og hjertebanken så udfordrede jeg den til duel ved at turde at mærke den og sommetider blive vred på den

2. Gentagelser...... jeg gjorde igen og igen alt det min angst sagde jeg ikke skulle. Jeg flygtede ikke fra tingene i min hverdag

3. Motion - jeg tvang min krop igang igen. På den måde kom jeg ud af mit hoved og ned i min krop. Det er jo når alt kommer til alt mellem ørerne at angsten sidder. Men hård fitness til en stressramt krop er IKKE godt. Det er her yoga kommer ind i billedet! Yoga er ikke mindre end helt fantastisk. 

Yoga stimulerer de fineste nerver i din krop og styrker den. Når du udøver yoga er det VIRKELIG svært at tænke en masse tanker og det giver i den grad ro i sindet! 

Yoga er den direkte vej til større velvære, bedre balance psykisk og fysisk, et sundere immunforsvar, større overskud i hverdagen, mere glæde, et gevaldigt boost af din evne til at sige PYT og det dæmper stress, angst, depression og andre ubalancer i dit system.

4. Jeg indså at det er mig der bestemmer over mit liv. Det er mig der træffer valgene og beslutningerne om alt! Ingen andre bestemmer over mig og uanset hvad de kræver af mig, så har jeg mulighed for at sige fra. Når jeg respekterer mig selv så respekterer andre mig

5. Jeg har accepteret at angst er en naturlig del af mig. Den hjælper mig faktisk med at overleve. Det er når jeg mærker den, at jeg ved jeg står overfor endnu en spændende udfordring. Det giver et kick når jeg bagefter ser at jeg ikke døde og at jeg godt kunne

6. Jeg åbnede op og var ærlig overfor mig selv og alle andre. Det er når jeg viser mine svageste sider at jeg er stærkest

7. Sidst men ikke mindst - jeg overtrådte mine grænser for at overvinde dem!

 

Angst er så kompleks en følelse at være fanget af, og vejen ud af dens jerngreb kan være lang og hård. Jeg ved at den vej kræver sved, tårer, stædighed samt en lyst til livet og glæden.

Jeg blev jo ikke rask af at ligge hjemme på sofaen. Jeg blev rask da jeg rejste mig og gjorde noget aktivt for mig selv og blev ved med det. Det var først der det virkelig rykkede for mig. Det var ikke de 11 samtaler med psykologen (selvom han var rar) eller de mange velmenende råd fra venner, familie og kolleger der gjorde udslaget. Det var mig!

Det er MIN fortjeneste og MIT ansvar at jeg er nået så langt, at jeg i dag kan hjælpe andre med samme udfordringer. 

Og hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg sgu blevet grå og kedelig af at arbejde i det kommunale. Jeg blev vækket til live igen af alle mine medstuderende, som kom med en helt anden baggrund, og ofte var en del yngre end mig. Det var et mega lækkert friskt pust ind i mit tørre verdenssyn. 

Så når jeg i dag bliver spurgt om hvorfor jeg har taget en fuld HF, og når folk antyder at det er spild, at bruge 3 år på en skole uden at bruge det til noget. Jamen så forklarer jeg at jeg har investeret i mig selv.

Jeg er blevet rask fordi jeg har taget mig selv alvorligt og lært en masse nyt om verden, dens mennesker og ikke mindst mig selv.

Tak for din tid <3

Værsgod at dele dette hvis du mener du kender en eller flere der kunne have gavn af det.